Qatars historie – fra perlefiskeri til naturgas

Qatars historie handler i lange perioder om havet: perler, fiskeri og handel ved Den Persiske Bugt. Olie og naturgas kom først ind i billedet i 1900-tallet og har siden ændret landet. Tidslinjen herunder giver overblikket, og afsnittene bagefter går i dybden.

Tidslinje

De første spor

Mennesker har levet på halvøen i omkring 50.000 år. En dansk arkæologisk ekspedition fandt i 1961 cirka 30.000 stenredskaber fra 122 lokaliteter fra ældre stenalder, de fleste langs kysten. Det danske hold udgravede også Al Da’asa på vestkysten, Qatars største boplads fra Ubaid-perioden, cirka 6500–3800 f.Kr.

Omkring 2100–1700 f.Kr. begyndte indbyggerne at dykke efter perler i Bugten. På Al Khor-øen er der fundet millioner af knuste sneglehuse fra kassitternes tid i 2. årtusinde f.Kr., og stedet regnes måske for det tidligst kendte, hvor man lavede purpurfarve af snegle. I år 628 gik indbyggerne over til islam.

Hvad levede Qatar af før olien?

Af fiskeri og især perlefiskeri. I 700-tallet var Qatar et center for perlehandel, og under abbasiderne voksede perleindustrien kraftigt. Skibe fra Basra på vej til Indien og Kina lagde til ved halvøen. Da fyrsten af Ormus tog magten i regionen i 1320, var Qatars perler en af kongerigets vigtigste indtægtskilder.

Perlesæsonen varede især fra maj til september. Fra 1700- til 1900-tallet blev de fleste perler solgt til Mumbai og derfra videre til Europa. Perlefiskerne selv fik kun en lille del af fortjenesten.

Zubarah og de tidlige handelsbyer

I 1700-tallet slog stammer fra Bani Utbah sig ned i Zubarah på nordvestkysten, sandsynligvis i 1760’erne, og i 1766 kom Al Khalifa-familien dertil fra Kuwait. Fæstningen Qal’at Murair stod færdig i 1768, og byen blev et af Bugtens vigtigste handels- og perlecentre. Efter Persiens besættelse af Basra i 1777 flyttede mange købmænd dertil.

I 1783 erobrede stammer fra Qatar Bahrain, og Al Khalifa flyttede magtcentret fra Zubarah til Manama. I 1811 satte sultanen af Muscat ild til fortet i Zubarah. Ruinbyen blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2013, og den beskrives nærmere under seværdigheder i Qatar.

Al Thani-familien og Doha

Al Thani-familien slog sig ned i Qatar omkring 1720’erne og kom til Doha i 1800-tallet. Mohammed bin Thani flyttede i 1848 med sin stamme fra Fuwayrit til Al Bidda, som senere blev til Doha. Hvornår familien blev den ledende slægt, dateres forskelligt i kilderne, fra 1820’erne til 1850’erne.

Efter en krig i 1867–68 mellem Qatar, Bahrain og Abu Dhabi, hvor Doha og Al Wakrah blev plyndret, pålagde den britiske politiske resident parterne en fredsaftale i 1868. Den anerkendte indirekte, at Qatar var adskilt fra Bahrain, og direkte Mohammed bin Thanis position. Hans søn Jassim bin Mohammed Al Thani, kaldet Grundlæggeren, levede fra cirka 1825 til 1913. Han efterfulgte sin far som hersker den 18. december 1878, og datoen er i dag Qatars nationaldag.

Osmannisk tid og britisk protektorat

Under pres fra osmannerne underkastede Al Thani sig osmannisk styre i 1871. I januar 1872 blev Qatar en provins under Najd med Jassim som undergudvernør. Perioden dateres forskelligt, fra omkring 1871–72 til 1913–15. I slaget ved Al Wajbah i marts 1893, cirka 16 km vest for Doha, besejrede 3.000–4.000 qatarske soldater cirka 200 osmanniske soldater, og aftalen efter slaget blev grundlaget for Qatars selvstyre inden for Det Osmanniske Rige. Ved en britisk-osmannisk konvention i 1913 opgav osmannerne deres krav, og den sidste garnison forlod fortet i Doha i 1915.

Den 3. november 1916 underskrev Abdullah bin Jassim Al Thani en traktat, der gjorde Qatar til britisk protektorat. Storbritannien fik ansvaret for udenrigs- og forsvarspolitik, mens Qatar beholdt indre selvstyre. En senere aftale, dateret til 1934 eller 1935, gav landet britisk beskyttelse mod både indre og ydre trusler.

Perlekrisen

Da japanske kulturperler kom på verdensmarkedet i 1920’erne og 1930’erne, brød Qatars perleindustri sammen. Krisen begyndte i 1920’erne med perlehandlens sammenbrud og blev forværret i begyndelsen af 1930’erne af den store depression. Hele familier og stammer udvandrede, og mange landsbyer blev forladt.

Olie og gas

Boringen ved Dukhan på vestkysten begyndte i oktober 1938, og godt et år senere stødte brønden på olie. Kilderne dateres selve fundet til enten 1939 eller 1940. Produktionen lå stille fra 1942 til 1947 på grund af Anden Verdenskrig, og olieeksporten begyndte i 1949. Olieindtægterne blev landets vigtigste indtægt, mens perlehandlen var gået tilbage.

I 1971 blev det store gasfelt i havet fundet. Det kaldes North Field eller North Dome på qatarsk side og deles med Iran, hvor den iranske del hedder South Pars. Eksporten af flydende naturgas (LNG) begyndte i 1990’erne. Tal for reserver og økonomi står under fakta om Qatar.

Hvornår blev Qatar selvstændigt?

I 1968 meddelte Storbritannien, at det ville trække sig ud af Den Persiske Bugt. Qatar foreslog en føderation af ni emirater, men trak sig fra forhandlingerne i 1969. Qatar erklærede sig uafhængigt i begyndelsen af september 1971 og blev en selvstændig stat den 3. september 1971. Flaget var officielt taget i brug allerede den 9. juli 1971, og det er omtalt under Qatars flag.

Fra uafhængighed til 2022

I 1981 var Qatar med til at stifte Golfstaternes Samarbejdsråd. I 1995 overtog kronprinsen magten fra sin far uden blodsudgydelser. Forfatningen blev vedtaget ved en folkeafstemning i april 2003. Den 2. december 2010 fik Qatar tildelt VM i fodbold 2022, og i 2013 overtog den nuværende emir magten efter sin far. Turneringen blev spillet i november og december 2022 og er beskrevet under VM i fodbold 2022.

Fra juni 2017 til januar 2021 afbrød Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten forbindelserne med Qatar, og krisen sluttede med en aftale ved et topmøde i Golfstaternes Samarbejdsråd i januar 2021.

Halvøens beliggenhed og landskab er beskrevet under hvor Qatar ligger, og et kort overblik over landet findes på forsiden.